Skip to main content

To år som bestyrelsesformand: Jacob Brunsborg trives med det store ansvar

Dato:

Author: Anders Græsbøll Buch, Communications Consultant, JYSK

Kategori:

Jacob Brunsborg

Da JYSK-grundlægger Lars Larsen døde i 2019, var det sønnen Jacob Brunsborg, der overtog posten som bestyrelsesformand i Lars Larsen Group. Siden har det været hans opgave at videreføre familievirksomheden.

GOJYSK.com møder bestyrelsesformand Jacob Brunsborg på hans kontor på hovedkontoret i Brabrand. Her har han kontor lige over receptionen og CEO & President i JYSK, Jan Bøgh, på nabokontoret.

I starten af sin tid som bestyrelsesformand var Jacob meget i tvivl om, hvor meget han ville være på hovedkontoret i Brabrand. I hvor høj grad ville han blive set som en del af holdet? Den tvivl forduftede dog hurtigt, da han mærkede, hvor meget han bliver brugt.

”Jeg har fået meget mere lyst til at være her, end jeg troede, jeg ville. Skulle jeg bare sidde herude i syv timer hver dag og svare på mails, kunne jeg lige så godt gøre det et andet sted. Men jeg synes, at det giver noget at være synlig, og det giver noget at være med til forskellige møder,” siger Jacob.

Tiden er gået stærkt

Jacob Brunsborg

  • Født den 26. maj 1972 i Silkeborg.
  • Student fra Silkeborg Handelsskole og soldat ved Dronningens Livregiment.
  • Uddannet akademiøkonom.
  • Bor i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg med hustruen Helle og parrets to børn.

Karriere i JYSK:

  • 1999-2006: Indkøbsdirektør i JYSK.
  • 2006-19: Forretningsudviklingsansvarlig hos JYSK Holding samt iværksætter og professionelt bestyrelsesmedlem.
  • 2019-: Bestyrelsesformand for JYSK og Lars Larsen Group.

De sidste to år er fløjet afsted for Jacob.

Oveni sorgen over sin fars død i august 2019 var det naturligvis en stor omvæltning at skulle overtage posten som bestyrelsesformand i det daværende JYSK Holding (nu Lars Larsen Group). Og så har coronasituationen også budt på rigeligt at forholde sig til i det sidste halvandet års tid.

Jacob har dog følt sig godt klædt på. Både af sin far og gennem sin egen erfaring i JYSK. Siden 1995 har han arbejdet sammen med CEO & President Jan Bøgh, og det var Jacob, der i 1999 tog over som indkøbsdirektør, da Jan Bøgh blev administrerende direktør. Siden 2006 har han hovedsageligt brugt kræfterne på rollen som bestyrelsesmedlem i virksomhederne i Lars Larsen Group.

“Jeg synes ikke, at det har været svært, men der har selvfølgelig været meget arbejde. Jeg har været her hele tiden, men har ikke været en synlig figur før nu. Jeg kender virksomheden gennem 40 år og har arbejdet sammen med topledelsen i mange år,” siger Jacob.

Næste generation skal gøres klar

I sin rolle som bestyrelsesformand er det Jacobs opgave at være med til at udarbejde strategien for JYSK og de andre virksomheder i Lars Larsen Group. Derudover er det også en vigtig opgave for Jacob at gøre den næste generation af familien, Jacobs to børn og hans søsters to børn, klar til at være gode ejere.

Her er der blevet udarbejdet en plan for at give dem en så god ballast som muligt. Det kan være uddannelse, kurser i bestyrelsesarbejde, men også bare generel bevidsthed om, hvilket ansvar de får.

”Det er både spændende og sjovt, fordi den verden, vi lever i, er så omskiftelig. Mange virksomheder overtages af kapitalfonde, og mange ting bliver upersonlige. Jeg tror på, at hvis man gør det rigtigt og er bevidst om menneskelige værdier, så er det muligt at mærke forskel på en familievirksomhed og en kapitalfondsvirksomhed,” siger Jacob.Jacob Brunsborg

Vil gerne være synlig internt

Derfor er det også vigtigt for Jacob at være meget til stede på kontoret i Brabrand. Derudover prioriterer han også at sige et par ord, når der er International Introductions Day, Country Manager-møder eller den årlige JYSK-fest, så medarbejderne kan se og mærke, at der er et menneske bag.

Lige så synlig som sin far bliver han dog aldrig. I hvert fald ikke eksternt, hvor Lars Larsen i Danmark var landskendt for sin optræden i tv-reklamer, og derfor også altid var den, som pressen gerne ville snakke med. Den rolle hverken kan eller vil Jacob tage på sig, og det er også naturligt for ham, da det altid vil være noget andet, når det var hans far, der stiftede virksomheden.

”Min far var billedet på JYSK og kom derfor til at sige ’jeg’ om alting, der skulle ske i JYSK. Der er jeg mere en vi-person nu. Jeg har en større anerkendelse af, at det, vi skaber, er en holdindsats. Men derfor skal jeg selvfølgelig stadig tage nogle beslutninger en gang imellem,” siger Jacob.

Latest news

JYSK awards

Vinderne af JYSK awards 2024 er...

- Lørdag den 16. november var det tid til den årlige JYSK-fest, og mere end 2.000 JYSK-medarbejdere og ledsagere fra hele landet var samlet. Her blev en række JYSK-medarbejdere hyldet med priser for deres ekstraordinære indsats i det forgangne finansår.

Ditte is Sustainability Director in JYSK

Ditte og hendes team står i spidsen for JYSKs bæredygtighedsindsats

- I løbet af det seneste år har Ditte Revsbæk Hansen og hendes team haft fokus på at sætte den strategiske retning for bæredygtighed i JYSK.

JYSK Herning 2024

Gode tilbud lokker mange kunder til genåbning i Herning

- I mere end et år har JYSK Herning været under ombygning. Fredag den 15. november kunne butikken fejre stor genåbning.

Tilføj kommentar

Husk at holde en god tone :)

About JYSK

Careers

JYSK Head Office