Skip to main content

Ny EVP i Indkøb vil optimere det, der gør JYSK unik

Dato:

Author: Laura Roesgaard, Sustainability Communications Consultant , JYSK

Kategori: Careers & HR , People

Et godt tilbud, kompetent rådgivning og skandinavisk design er blandt de elementer, som ifølge ny EVP, giver JYSK en stærk position i markedet.

Efter fem år som CEO i SENG vendte Martin Amstrup Bang tilbage til JYSK i februar 2023 for officielt at overtage posten som Executive Vice President (EVP), Purchasing per 1. september 2023. 

Martin Amstrup Bang
Executive Vice President in Purchasing, Martin Amstrup Bang.

”Jeg har været en del af JYSK halvdelen af mit liv, så da jeg vendte tilbage efter fem år, føltes det lidt som at komme hjem,” siger 46-årige Martin Amstrup Bang.

Martin trådte første gang ind ad døren hos JYSK i 2001, hvor han startede som Assistent i Indkøb. Ser man bort fra en ganske kort afstikker til Silvan i 2006, har karrieren udfoldet sig i JYSK frem til 2018, hvor Martin stillede sig i spidsen for SENG, der ligesom JYSK er en del af Lars Larsen Group.

Selvom meget er forandret i JYSK gennem de fem år, hvor Martin Amstrup Bang har været væk, så kan han ved sin tilbagekomst konstatere, at det grundlæggende fortsat er det samme.

”Basen er den samme i JYSK – det gode købmandskab er stadigvæk fundamentalt. Jeg kender det, og det er en kultur, jeg kan lide – en vindermentalitet, hvor vi altid stræber efter at gøre det lidt bedre, altid stræber efter de bedste resultater. Vi er ambitiøse omkring det, vi gør,” siger han.

At tegne retningen

Martin Amstrup Bang ser frem til at stå i spidsen for indkøbsafdelingen og samtidig få mulighed for at præge JYSKs overordnede retning qua sin rolle som EVP.

”Jeg glæder mig til at skabe resultater i samarbejde med mine kolleger og til at influere den overordnede retning. Det er en ny og bredere rolle for mig i JYSK, men jeg kan trække på min tidligere erfaring både fra Indkøb i JYSK samt CEO i SENG,” siger han.

JYSK er den optimale kombination

Et godt tilbud er grundlæggende i JYSK. Men ifølge den nye EVP er det kombinationen af en god pris, rådgivning samt vores skandinaviske produkter og kultur, der gør JYSK rigtig stærk og resulterer i en unik position i markedet.

Karriere

  • 2023: Executive Vice President, Purchasing, JYSK
  • 2018: CEO, SENG
  • 2013: Purchasing Director, Indoor & Outdoor furniture and homeware, JYSK
  • 2006: Regional Head of Sales, JYSK
  • 2006: Category Manager, SILVAN
  • 2003: Category Manager, JYSK
  • 2001: Purchasing Assistant, JYSK
  • 1998: Sales & Marketing Coordinator, AL-KE

”Det er den optimale kombination, og vi skal blive ved med at optimere både kvalitet og æstetik og bringe en premium-kontekt ind i JYSK – vi skal skrue lidt på lækkerhedsknappen. For det er kombinationen, der adskiller os fra konkurrenterne. Vi præsenterer en hel butiksoplevelse, ikke kun billige varer,” siger han.

Martin fremhæver den forandring, der er sket i Homeware, som et eksempel på den udvikling, han gerne vil understøtte og udbrede yderligere.

”Der er sket en udvikling i JYSK fra at tilbyde primært brugsorienterede varer til i højere grad at repræsentere skandinavisk design og dekoration. Vareeksponeringen er blevet anderledes. Der er fokus på temaer, varerne er pakket ud og stillet pænt op. Varerne koster det samme, men der er mere fokus på æstetik frem for praktik alene. Det skal vi dyrke,” siger han. 

Bæredygtighed skal omfavnes

De fleste bæredygtighedsindsatser med relation til JYSKs produkter og leverandørkæde er forankret i indkøbsafdelingen, og ligesom i resten af JYSK er fokus på området stort.

”Jeg ser ikke bæredygtighed og den relaterede lovgivning som en byrde. Vi skal omfavne det. JYSK er en stor og ansvarlig aktør – vi leverer selvfølgelig, hvad der forventes af os. Samtidig mener jeg også, det er det rigtige både etisk og kommercielt. Vi skal være proaktive blandt andet ved at opbygge robuste systemer, der kan håndtere data fra vores leverandørkæde. Datahåndtering er vigtig, for vi skal kunne dokumentere på alle leder og kanter – og vi har mange data i Indkøb,” siger Martin Amstrup Bang.

Blå Bog

  • Født i Hjørring i Nordjylland i 1977.
  • Bor i Aarhus-forstaden, Skåde, sammen med sin hustru, Anne Mette, der også arbejder i JYSK, hvor parret også traf hinanden. Sammen har de to drenge på 10 og 12 år.
  • Martin  beskriver sig selv som et familiemenneske. Som professionel fremhæver han omhyggelig, ambitiøs og kommerciel som kendetegnende for sin person.

 

Latest news

Christmas Greetings

Julehilsner fra JYSK 2024

- Enden på endnu et begivenhedsrigt år nærmer sig, og det samme gør jul og nytår. Vi har samlet både jule- og nytårshilsner fra JYSK-ansatte fra hele verden.

Rami Jensen, President & CEO of JYSK

Tak fra vores CEO

- I slutningen af november offentliggjorde vi vores årsregnskab for finansåret 2023/24. Vi leverede stærke resultater drevet af jeres indsats i vores butikker, på vores distributionscentre og vores kontorer.

Kirsten Laier

Kirsten fejrer 40 år i JYSK: “Jeg har jo blåt blod i årerne”

- Den 1. december 2024 fejrer Kirsten Laier sit 40-års jubilæum hos JYSK. Fra sin nuværende plads i lønafdelingen giver hun JYSK-ånden videre til en ny generation.

Tilføj kommentar

Husk at holde en god tone :)

About JYSK

Careers

JYSK Head Office