Butiksåbninger fortsætter trods corona
Stille er præcist det modsatte af, hvordan JYSK normalt indvier sine nye butikker. Men i corona-tider er det anderledes.
I løbet af de to måneder, der er gået, siden WHO betegnede coronasmitten som en pandemi, har JYSK åbnet syv nye butikker og genåbnet op imod 40 med JYSKs nyeste butikskoncept.
”Ekspansion er en stor del af vores DNA og ekstra vigtig i disse tider. Vi ved, at der kommer en tid efter corona, og der vil vi også være tilgængelige for kunderne. Derfor har vi valgt at åbne de butikker, som allerede var planlagt, og hvor vi har fået lov til det,” siger Mikael Nielsen, Executive Vice President Retail.
Samtlige åbninger er gennemført, efter at JYSK har tjekket med de lokale myndigheder og med sikkerhedstiltag. Et af tiltagene har været at holde stille åbninger – uden markedsføring, fest og masser af kunder.
Holland runder 100 butikker
I Holland skulle landets butik nummer 100, på øen Texel, have slået dørene op til fest den 10. april. I stedet blev indvielsen en stille omgang.
”Vi havde planlagt en stor fest, men blev nødt til at aflyse den. Butikken åbnede alligevel på det planlagte tidspunkt, men festen må vi holde senere hen,” siger Marco Woudstra, Development Manager for Nederlandene og Belgien.
Sverige åbner landets største butik
Også i Sverige skulle en milepæl fejres. Den 23. april skulle landets største JYSK-butik indvies i Jönköping efter seks måneders ombygning. Butiksmedarbejderne, som har set butikken bokse fra 1.440 kvadratmeter til en XL-butik med 2.060 kvadratmeter, så virkelig frem til en stor fest og masser af kunder.
”Vi kunne ikke samle en masse mennesker til fest. Det havde været helt uansvarligt. I stedet åbnede vi bare dørene,” siger Linus Östlund, som er Store Manager i Jönköping, og fortsætter:
”Lokalavisen var her og lavede en reportage, og det var dejligt at mærke, vi faktisk gør noget positivt i disse tider, hvor meget handler om, hvordan økonomien bliver påvirket. At butikken åbnede som planlagt, giver en følelse af, at vi kommer til at stå stærkt og parat til kunderne, når de vil og kan handle, og også når coronapandemien er ovre.”
Vagter til at sikre afstand i køen
I Brande i Danmark, hvor JYSK åbnede en nyindrettet butik den 20. marts, var indbydelserne til den store åbningsfest allerede nået ud til nogle af de nærtliggende husstand, da coronapandemien brød ud.
”Vi var spændt på, hvor mange kunder der ville komme fra morgenen af, og vi havde fået hjælp af en vagt, der kunne holde styr på køen. Men det blev aldrig et problem, for kunderne kom i løbet af åbningsdagen og også de følgende dage. Vi fik også et fint resultat ud af det, og kunderne tog rigtig pænt imod vore nye butik.”
Mikael Nielsen, Executive Vice President Retail, siger, at det netop er medarbejdernes indstilling, som gør JYSK-kulturen unik.
”Vi står alle sammen i en svær situation lige nu, men medarbejdernes indstilling, og at de holder JYSKs værdier i live, er JYSKs styrke. Medarbejderne har glædet sig til at åbne og fejre deres nye butik i halve eller hele år, og når den fejring bliver aflyst, hænger de alligevel ikke med hovedet. De vender det til noget positivt. Det gør mig glad og stolt, og det vil jeg virkelig gerne takke dem for,” siger han.