Skip to main content
Mogens and Martin Heggelund

Bagom PL: Ingen vinder alene

Dato:

Author: Anders Græsbøll Buch, Communications Consultant, JYSK

Kategori: Sponsorships

Selv i individuelle sportsgrene er der ingen, der kan vinde på egen hånd. Bag atleten er der altid en træner og flere andre eksperter og ikke mindst en familie. GOJYSK.com har mødt cykelrytter Martin Heggelunds far i den paralympiske by. 

Midt i interviewet ringer pludselig en telefon, og Mogens Heggelund spørger undskyldende, om han lige må tage den. Det er hans søn Martin, der netop er færdig med sin træning, og nu skal høre, hvor de lange bukser ligger henne. 

Et godt billede på, hvad Mogens Heggelund blandt andet er taget med til de Paralympiske Lege 2024 i Paris for. Hans søn Martin Heggelund, der stiller op i paracykling, har cerebral parese. Han kan klare alt selv, men det tager længere tid og kræver mere energi, og derfor er Mogens med for at hjælpe med al praktikken, så Martin kan fokusere på det vigtigste: at køre så stærkt som muligt på cykel. 

De to har længe kørt parløb i bogstavelig forstand. Selvfølgelig på grund af far-søn-forholdet, men det var på en tur på tandem til Paris i 2018 for at se afslutningen på Tour de France, at Martin Heggelund for alvor blev grebet af cykling. Nu er han ikke bare i Paris som tilskuer, men som atlet, og det har været en stor oplevelse indtil videre. 

Martin Heggelund
Martin Heggelund skal i aktion 4. september og 7. september ved PL.

”Det har været vildt overvældende, og specielt åbningsceremonien var stort. Der var allerede en helt særlig stemning, da vi tog afsted samlet fra PL-byen, og da vi kom ud af bussen på Champs-Élysées stod alle de frivillige og hujede. Det blev man specielt ramt af,” siger Mogens Heggelund. 

Professionelt setup 

Mogens Heggelund gik på pension for to år siden og har derfor i endnu højere grad kunnet hjælpe sønnen frem mod de Paralympiske Lege. Her har det virkelig gjort indtryk på ham, hvor professionel parasporten er. 

”Det er virkelig planlagt, hvornår Martin skal hvile, hvad han skal spise, og hvordan og hvornår han skal træne. Jeg tror ikke, at der er den store forskel i forhold til rask-idrætten, hvad det angår. Derfor har det virkelig også givet mig en kæmpe respekt for alle de andre, der også er her, for jeg har set, hvor hårdt arbejde der ligger bag,” siger Mogens. 

Den specielle trikecykel, som Martin cykler på, har heller ikke været nem at få fat på, da der findes meget få operatører, der fremstiller dem, og det til en pris på 60-70.000 kroner. 

”Det er klart, at for os som familie har cyklingen været omkostningstungt, og uden hjælp fra blandt andet sponsorer kunne det ikke lade sig gøre,” siger Mogens. 

En god oplevelse 

Martin Heggelund skal i aktion 4. september og 7. september ved PL, og umiddelbart er han ikke blandt medaljefavoritterne. Derfor handler det i højere grad om oplevelsen. 

”Mit mål er, at Martin får en god oplevelse, og at han føler, at han har gjort, hvad han kunne, så vil jeg være tilfreds. Om det så bliver top-15, må vi se. Et par dage før sætter han sig sammen med sin træner og sætter et ambitiøst, men realistisk mål, og så kører han efter det,” siger Mogens. 

Latest news

JYSK awards

Vinderne af JYSK awards 2024 er...

- Lørdag den 16. november var det tid til den årlige JYSK-fest, og mere end 2.000 JYSK-medarbejdere og ledsagere fra hele landet var samlet. Her blev en række JYSK-medarbejdere hyldet med priser for deres ekstraordinære indsats i det forgangne finansår.

Ditte is Sustainability Director in JYSK

Ditte og hendes team står i spidsen for JYSKs bæredygtighedsindsats

- I løbet af det seneste år har Ditte Revsbæk Hansen og hendes team haft fokus på at sætte den strategiske retning for bæredygtighed i JYSK.

JYSK Herning 2024

Gode tilbud lokker mange kunder til genåbning i Herning

- I mere end et år har JYSK Herning været under ombygning. Fredag den 15. november kunne butikken fejre stor genåbning.

Tilføj kommentar

Husk at holde en god tone :)

About JYSK

Careers

JYSK Head Office