JYSK indsætter el-lastbiler til containertransport i Danmark
JYSK og Dania Connect samarbejder om brug af elektriske lastbiler mellem Aarhus Havn og JYSKs distributionscenter i Uldum. Det skal reducere CO2e udledningen med op til 37%.
Hver dag køres over 50 containere fra Aarhus Havn til JYSKs distributionscenter i Uldum med varer som madrasser, sengetøj og havemøbler. Nu er der indsat 2 elektriske lastbiler fra Dania Connect på strækningen, som skal køre 8 ture tur/retur hver dag mellem Aarhus Havn og JYSKs distributionscenter i Uldum.
Det er første gang, JYSK udskifter diesel-lastbiler med el-lastbiler i Danmark, og JYSK forventer at kunne reducere CO2e-udledningen ved udskiftningen med 37%. Derudover skal løsningen give JYSK erfaringer til at udvide brugen af el-lastbiler på andre strækninger i landet fremadrettet.
”Vi er glade for, at vi nu, sammen med Dania Connect, har elektriske lastbiler på de danske veje til at transportere vores varer mellem Aarhus Havn og Uldum. I JYSK har vi en ambition om at nedbringe vores CO2e-udledninger i de kommende år, og selvom vores globale logistiknetværk kræver mange forskellige løsninger for at komme i mål med at reducere vores klimapåvirkning, så har jeg store forventninger til læringerne fra disse el-lastbiler til at udvide ordningen,” siger Executive Vice President for logistik, Ole Thomsen.
![DC Uldum](/sites/default/files/inline-images/DC%20Uldum.jpg)
“Vi er glade for at kunne støtte JYSK i deres arbejde med at nedbringe deres CO2e-aftryk i transporten. Vi har længe arbejdet med den grønne omstilling og har et mål om at 50% af vores lastbiler skal køre på el inden 2030. Vi tror på, at det er vejen frem for at skabe en mere bæredygtig transport i fremtiden,” siger Group CEO og ejer af Dania Connect, Frank Hjortekær-Jensen.
Flere løsninger til at nedbringe CO2e på transport
Udover de nye el-lastbiler fra Dania Connect mellem Aarhus Havn og JYSKs distributionscenter i Uldum implementerer JYSK flere tiltag i andre lande for at gøre transport af varer mere effektiv og mindske klimabelastningen.
“Det er én ting at skifte fra eksempelvis diesel- til el-lastbiler, men vi undersøger også mange andre løsninger i vores logistiknetværk. Vi kigger blandt andet på, hvordan vi pakker vores paller med varer optimalt, og hvordan vi får flest muligt varer med i transporten. Derudover kan der ofte findes lokale løsninger i forskellige lande, som ikke nødvendigvis fungerer på tværs af hele Europa eller hele verden,” forklarer Ole Thomsen.
Eksempler fra Sverige og Finland:
Containere fra Gøteborg Havn til JYSKs distributionscenter i Nässjö bliver transporteret med el-tog, så langt det kan lade sig gøre, hvorefter el-lastbiler kører containerne det sidste stykke til distributionscenteret. For at få varerne fra distributionscenteret i Nässjö hele vejen til butikkerne i Nordsverige sættes containere igen på el-tog i stedet for at bruge konventionelle diesellastbiler. Fra togstationerne i Nordsverige til de lokale butikker leveres containerne med lastbiler, der kører på enten vegetabilsk olie eller biogas.
Når konventionelle lastbiler, der kører på diesel, er den eneste løsning, gælder det om at få så mange varer som muligt med i transporten. En måde at gøre det på er at sætte to hængere på én lastbil, som kaldes High Capacity Transport eller modulvogntog. Denne løsning bruger JYSK for at nå butikkerne i det nordlige Finland. Ved at én lastbil kører med to hængere – i stedet for to individuelle lastbiler med én hænger hver – kan der spares op til 27 procent af udledningerne.
JYSK planlægger at teste løsningen med modulvogntog i flere lande, efterhånden som det bliver muligt på længere strækninger i Europa.