Skip to main content

Købmanden fra Sejs runder 40 år i JYSK

Dato:

Author: Laura Glintborg Mouritsen, Student Help, Communications

Kategori: Careers & HR

Finn Jepsen og Bjarne Mikkelsen
Finn Jepsen (t.v.) og Team Leader Operation, Bjarne Mikkelsen.

Finn Jepsen startede sit eventyr i JYSK, da han blev ansat i Lars Larsens kælder for 40 år siden. Siden er der kommet adskillige nye kolleger til, utallige butiksåbninger i Norden og mange gode minder.

Lars Larsen og Finn Jepsen
Lars Larsen (t.v.) og Finn til Finns 25 års jubilæum.

’Jeg vil gerne ansætte dig, fordi du er købmand!’

Citatet er fra Lars Larsen og blev sagt til Finn Jepsen i 1983. Her var Lars Larsen på udkig efter en, der havde forstand på forretning og tal, og han var så overbevist om, at Finn var den rette, at JYSK-grundlæggeren mødte op i købmandsforretningen i Sejs nær Silkeborg, hvor Finn arbejdede, og tilbød ham et job.

Finn blev lettere overrasket og skulle lige finde ud af, hvad det egentlig var for en virksomhed, som Lars Larsen ville ansætte ham i. Han blev dog overbevist, og i august 1983 blev Finn ansat nede i Lars Larsens kælder, og her begynder hans JYSK-eventyr.

”Vi har altid haft et særligt forhold ham og mig, og vores venskab går langt tilbage. Jeg er oprindeligt udlært købmand, og det har vi til fælles. Efter at købmandsbutikken i Sejs måtte lukke, tog (Lars) Larsen kontakt til mig, og jeg blev så medarbejder nummer 40 i det, der dengang hed JYSK SENGETØJSLAGER,” siger Finn.

Rejseholdet

Finns JYSK-eventyr startede på Sjælland som butiksaspirant i Frederikssund-butikken, hvor han blev oplært i at åbne butikker. Efter et halvt år blev han for første gang butikschef på Bornholm, og derfra gik det stærkt. 

”Jeg var med fra begyndelsen, hvor der ikke var nogen gulvlæggere eller meget inventar. Vi gjorde alt, lige fra at lægge gulvtæppet til at arrangere varer på EURO-paller. Vi brugte, hvad vi havde dengang. Hvis der var en seng, blev den fyldt med sengetøj i stedet for at stille det på reoler. Åbning af nye butikker tog meget tid, og til sidst var jeg kun to dage om ugen i min egen butik, og det duede jo ikke.”

Efterfølgende blev Finn leder af Købmandens Rejsehold, der tog rundt og åbnede nye butikker. Han fik ansvaret for udvide JYSKs tilstedeværelse i Norden, og på fem år var han med til at åbne 50 butikker i Norge, 25 i Sverige og to på Island.

"Der var fart på dengang. Når du kom hjem en fredag eftermiddag, var du allerede afsted igen søndag aften for at åbne nye butikker. Min kone er udlært i JYSK, så hun forstod, hvordan det fungerede, men det var ikke holdbart i længden," siger Finn om sin tid på Sjælland.

Hjem til JyllandFinns lift på hans særlige dag.

Efter en periode som lagerchef i Malmø, ønskede familien at vende hjem til Jylland. Finn blev ansat på JYSKs lager i Vejle under Hans Jørgen Jensens ledelse.

”Det er ret særligt at have tilbragt så mange år hos JYSK, og det er imponerende at se den enorme udvikling, der er sket i dag. Men én ting er sikkert: Det er stadig fantastisk at være her. Man bliver aldrig for gammel til at lære, og det har været vigtigt for mig at kunne forny mig gennem så mange år. Hos JYSK er der plads til ens ideer, og der er frihed under ansvar. Det kan jeg godt lide.”

Finns minder

Finn bliver fejret på distributionscenteret i Uldum
Finn bliver fejret af kolleger på distributionscenteret i Uldum.

Finn Jepsen var blandt de tre medarbejdere, som var med fra begyndelsen, da lageret i Uldum startede op. Sammen med Kim Aarhus og Bjarne Mikkelsen stod han for den daglige drift. I dag er antallet vokset til over 600 medarbejdere, og det er også her, Finn stadig arbejder den dag i dag.

”Jeg har mange gode minder fra JYSK. (Lars) Larsen var altid til stede, når vi åbnede en ny butik. Han kom dagen før åbningen og inspicerede alt. På selve åbningsdagen stod han endda og solgte dyner, og om aftenen tog han os alle med ud at spise for at fejre endnu en vellykket butiksåbning,” erindrer Finn.

Finn husker også tydeligt sin første julefrokost i JYSK, som blev afholdt i Ebeltoft for 120 mennesker, og her havde Lars Larsen arrangeret, at Bamses Venner skulle spille, som JYSK-grundlæggeren ifølge Finn var helt vild med.

“Julefrokosten er vokset siden da, og jeg skal også med i år. Jeg har jo ikke misset en eneste julefrokost i de 40 år, JYSK har afholdt den,” afslutter Finn.

 

Latest news

JYSK awards

Vinderne af JYSK awards 2024 er...

- Lørdag den 16. november var det tid til den årlige JYSK-fest, og mere end 2.000 JYSK-medarbejdere og ledsagere fra hele landet var samlet. Her blev en række JYSK-medarbejdere hyldet med priser for deres ekstraordinære indsats i det forgangne finansår.

Ditte is Sustainability Director in JYSK

Ditte og hendes team står i spidsen for JYSKs bæredygtighedsindsats

- I løbet af det seneste år har Ditte Revsbæk Hansen og hendes team haft fokus på at sætte den strategiske retning for bæredygtighed i JYSK.

JYSK Herning 2024

Gode tilbud lokker mange kunder til genåbning i Herning

- I mere end et år har JYSK Herning været under ombygning. Fredag den 15. november kunne butikken fejre stor genåbning.

Tilføj kommentar

Husk at holde en god tone :)

About JYSK

Careers

JYSK Head Office