Indvielse af JYSK Park: ”Uden JYSK havde det ikke kunnet lade sig gøre”
Dato:
Author: Laura Sulbæk Frederiksen, Communications & Sponsorship Consultant
Kategori: Sustainability , People
Mandag den 31. juli var der fodboldfest i JYSK-ejer Lars Larsens hjemby, Silkeborg. Byens nye fodboldstadion JYSK park blev nemlig indviet med koncert, taler – og en sejr.
Fire års ventetid blev forløst, da fodboldstadionet JYSK park mandag den 31. juli 2017 blev indviet i JYSK-ejer Lars Larsens hjemby, Silkeborg.
Som navnet antyder, er JYSK navnesponsor til byens nye stadion, og ifølge kommunikationschefen i Silkeborg IF, Niels Frydenlund, havde byens nye stadion ikke været der i dag uden støtte fra JYSK og ejer Lars Larsens stærke tilknytning til byen.
”Uden JYSK havde det ikke kunnet lade sig gøre. Det var Lars Larsen, der brød isen, da han investerede de første 10 millioner kroner i projektet. Uden dem havde vi ikke stået, hvor vi gør i dag, med Danmarks bedste fodboldstadion. Det sparkede døren ind politisk, men også for en bred vifte af andre sponsorer, så det har været altafgørende for, at vi i dag har et nyt stadion,” siger Niels Frydenlund.
Lars Larsen på banen
JYSK-ejer Lars Larsen var da også på banen, da JYSK park blev indviet. Omend det ikke var som en del af startopstillingen, kunne Lars Larsen starte festlighederne på stadion ved at byde de mange tusinde tilskuere velkommen på JYSK park – ”et godt tilbud til alle fodboldfans i Silkeborg,” som det lød.
”Jeg er glad for at være her i dag, og jeg er glad for, at jeg via JYSK park kan være med til at give noget til Silkeborg. En by som har givet mig så meget,” begyndte Lars Larsen sin tale.
Selvom JYSK-ejeren ikke er født i byen, har han fundet sit hjem i Silkeborg, hvor han har boet i mere end 30 år. Han er derfor glad for at kunne give noget tilbage til byen - blandt andet gennem støtte til kulturen og sporten i Silkeborg.
”På den anden side af tribunerne ligger JYSK arena, hvor håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg spiller deres hjemmekampe, og jeg har glædet mig rigtig meget til, naboen stod færdig i form af JYSK Park. Jeg håber, at I alle sammen vil få rigtig mange gode oplevelser i JYSK park i mange år fremover,” lød det fra Lars Larsen.
Fantastisk stemning
Ikke nok med at byen kunne fejre, at det nye stadion stod færdigt, så vandt holdet også aftenens kamp 2-1 over rivalerne fra fodboldklubben AGF. Alt i alt var der tilfredshed fra Silkeborg IF med arrangementet.
”Hvis vi på forhånd havde skrevet et manuskript for, hvordan vi gerne ville have, indvielsen forløb, så kunne vi ikke have gjort det bedre end den måde, det hele rent faktisk løb af stablen på. Vi fik virkelig vist, at JYSK park kan afvikle foldboldkampe i en klasse for sig selv, og stemningen på stadion var helt fantastisk,” siger kommunikationschef Niels Frydenlund og fortsætter:
”At vi så også vandt en så dramatisk kamp gav selvfølgelig det hele et ekstra løft og en ektra god stemning på tribunerne.”
9.411 TILSKUERE
I alt var 9.411 tilskuere på plads på JYSK park, og det gættede 15-årige Frederik Bjerre i en sms-konkurrence, og han vandt derfor et gavekort på 15.000 kroner til JYSK.
Om JYSK Park
- Pris: 130 millioner kroner
- Kapacitet: 10.000 tilskuere
- Støtte: JYSK har støttet opførelsen af JYSK park med i alt 15 millioner kroner.
(Fotos af Ulla Myrhøj; dronefoto af Bo Nørgaard.)